Serbien
Vi skal krydse hele Serbien på tværs for at komme til Montenegro. De store byer kører vi udenom, da vi befinder os bedst på de små veje og de store landskaber.
Det er ofte her de store overraskelser dukker op. Små hyggelige spisesteder, sjove hjemmelavede museer, den store UNESCO verdensarv, flot natur og bare en helt anderledes oplevelser end en travl storby.
Vi kommer forbi en lille restaurant der ligger ud til vejen. Vi er ved at være godt sultne og med alt det pasta vi har spist på denne her tur, vil vi gerne flotte os med en lækker frokost. Vi kører ind og parkerer og finder et bord ude på terrassen.
Heller ikke her taler de engelsk, men vi får alligevel gjort det klart at vi er både sultne og tørstige. Kokken er eminent god til at trylle et lækkert måltid frem. Det er en varm sommerdag, så den kølige sodavand og lækre tomatsalat er perfekt ramt.
Et pænt stykke syd for Donau, støder vi på et skilt hvor der står UNESCO Felix Romuliana. Vores nysgerrighed er vakt.
Vi vil lige se hvad det er og om vi kan være så heldige at der er åbent.
Heldet er med os, de er lige ved at åbne da vi ankommer. På P-pladsen er der kun én anden bil og vi kan kun se to personer på vej over til billetlugen.
Vi følger trop, og går over og køber to billetter.
Det viser sig at Felix Romuliana er samling af templer, paladser og varme bade som blev bygget i slutningen af 3. århundrede og starten af 4 århundred. Det var en kejser med det mundrette navn Caius Valerius Galerius Maximianus der bestilte paladset. Det blev opkaldt efter kejserens mor, så det kom til at hedde Felix Romuliana.
Det er et stort område, og det er bestemt også en varm sommerdag.
Heldigvis er der også en lille café, hvor vi kan sidde og køle af med en is.
En kat med killinger slænger sig i solen og synes at det er rart med lidt opmærksomhed.
Det er tid til at finde et godt sted at sove, men der er ikke lige nogen oplagte steder. Til sidst beslutter vi os for at finde et hotel eller vandrehjem, da vi er ved at være godt møre. Det første vi støder på er et fint hotel. Johnny tropper op i receptionen iført shorts, sandaler og daggamle skægstubbe. Et fint selskab er igang. Kvinderne i lange kjoler og mændene i smoking. Receptionisten kigger op og ned ad Johnny da, han spørger om de har et ledigt værelse til to.
Hun tænker tydeligvis “sådan en trucker skal ikke bo her, og hvad er det for en “dame” han vil have med til en enkelt overnatning” Alt udsolgt siger hun.
Med et smørret grin i ansigtet bliver der lagt referat til Sus, som venter i bilen. Ok, ny taktik må lægges hvis vi skal finde et sted at sove.
Sandalerne bliver skiftet ud med sko. Shortsene bliver skiftet ud med lange bukser, og ved det næste hotel går vi begge to ind sammen, ser søde ud og viser vores pas, så kan de se at vi bare er helt almindelige mennesker.
Vi finder et hotel via trivago. Der står godt nok at der kun er ét værelse tilbage, men vi kører over og spørger om det er muligt at få en overnatning.
Ingen problemer. Vi får et værelse for natten.
Da vi kommer ned for at spise morgenmad, er vi max 10 personer. Så når Trivago siger at der er tæt på udsolgt, er det vist en sandhed med modifikationer. Nu har vi i hvert fald lært aldrig at stole på søgemaskinerne.
