Montenegro
Turen går videre mod Dumitor nationalpark. Inden vi kommer helt dertil støder vi dog på den legendariske Restaurant Paris. Legendarisk blev den i hvert fald for os.
Vi kører ind på P-pladsen foran restauranten, som ved første øjekast har lidt alpeidyl over sig. På facaden hænger der et skilt der fortæller at her er Restaurant Paris.
Man kan ikke se ind i restauranten ude fra P-pladsen, men udfra skiltet er forventningerne høje. Vi er sultne.
Der er en lille sti der fører op til hovedindgangen. Vi åbner døren, går ind, og vores underkæber nærmest rammer gulvet med et brag.
Der er gammelt og slidt, med brune nuancer over det hele.
I et hjørne hænger der stadigvæk julepynt fra forrige århundrede.
Som i en amerikansk westernfilm, sidder der 4 gutter rundt om et bord. De har travlt med at drikke Slivovitz imens de spiller kort og kæderyger cigaretter. Der bliver helt stille og de kigger på os, som om vi kommer fra en fremmed planet.
Vi ved ikke helt hvor vi skal gøre af os selv.
Тоалет? Siger en af mændene og peger hen mod et baglokale.
Sus tusser derud, men kommer hurtigt tilbage. Faciliteternes tilstand lader åbenbart en hel del tilbage at ønske og tissetrangen fordampede straks som dug for solen.
Via tegnsprog og universielle fraser spørger vi efter mad og en af de kæderygende, der viser sig at være ejeren, ligner et stort spørgsmålstegn.
Han var tydeligvis ikke forberedt på anden handelsvare, end alkohol og cigaretter.
Vi kunne ligeså godt have spurgt om vej til den Kinesiske mur eller Eiffeltårnet, så overrasket blev han.
Efter få sekunders betænkning, hvor han havde tid til at bearbejde denne højst usædvanlige forespørgsel om mad, lyser han op og viser os hen til et bord.
Bordet passer fint i tema med resten af lokalet – slidt voksdug og stole der nok havde deres velmagtsdage for 50-100 år siden. Menukort eksisterer ikke, men han siger at han nok skal lave noget mad til os.
Vi sidder og småsnakker og kan høre at der bliver banket ihærdigt på noget kød i køkkenet. Det bliver nu meget spændende at se hvad han kommer ind med. Efter lidt tid kommer han tilbage med både friskbagt brød, lækker tomatsalat og en ret med bankekød og kartofler. Vi er meget overraskede, på den positive måde.
At han kunne trylle sådan et måltid frem, er os en gåde. Det smagte virkelig godt og viste os endnu en gang, at man skal ikke dømme bogen på dens omslag.
Vi havde et dejligt måltid for to personer, med hver et par sodavand. Da regningen opgøres bliver det 10 euro og vi betaler gladeligt 15 for det hele.
De før så suspekte typer hilser alle smilende på os da vi kører fra resturanten igen.
Med fulde maver fortsætter vi mod Nationalparken.
Bjergkæden er en af de flotteste i Europa, på mange måder minder det om dele af Island. Der er mange besøgende som tager både på cykel og motorcykel tur hertil.
Vi standser samme steder som de andre og nyder udsigten. Men da et kraftig regnskyl og tordenvejr rykker ind, kan vi se alle cykelmyggene piske afsted i Tour de France tempo for at undslippe regn, torden & lynild. I bilen kan vi nøjes med at rulle vinduerne 80% op og sætte lidt stemningsmusik.
Naturen leverede derefter et spektakulært lysshow, i et imponerende landskab hvor du virkeligt kunne høre lyden af torden, rulle i dalene.
