Østrig og smugler ruten til Italien
Vi har forladt Balkan og er nu kommet til Østrig, egentlig ville vi gerne besøge Puch museet på hjemvejen. Men det er lukket, og vi er i god tid.

Vi skal jo nødig komme for tidligt hjem, så vi kigger lidt på de ruter vi har fået af Jesper Dybdahl og ser om der er noget i nærheden der lyder tillokkende.
Den italienske smugler rute lyder spændende. Det er små veje igennem bjergene fra Østrig til Italien.
Det er en fin rute med små snoede veje og små broer. Mange steder er der kun plads til én bil ad gangen, men der er nu heller ikke så traffikeret. Indbyggerne ser heller ikke ud som om at det er her der kommer flest turister. Vi vækker lidt opsigt, heldigvis på den gode måde. Der bliver smilet og hilst pænt.

Vi kommer også forbi kreative byskilte. Mon der er en god cykelrute her?

Der bliver arbejdet med træfældning i bjergene og de har sat en stålvire op der kan transportere tømmer ned af bjergsiden.
Den lille maskine på viren kan have to stykker tømmer med ned ad gangen. Skovarbejderen tager imod dem og skære dem lidt til, han fjerne lige de små grene der sidder tilbage og så sender han maskinen retur op mod toppen. Derefter er det tid til 20 min på øjet, indtil næste sæt tømmer kommer ned.
Vi holder pænt tilbage og venter på at der bliver givet tegn til at vi kan fortsætte.

Ved vejs ende kommer vi til en lille italiensk by, hvor vi beslutter os for at få en pizza. Vi kommer ind og får et bord og da vi skal til at bestille siger tjeneren at de desværre ikke tager visakort. Kun kontanter, og dem har vi ikke nok af.
Hm… Johnny melder sig til at tage ned i byen og finde et sted at hæve penge og Sus bliver ved bordet og tør ikke bestille så meget som en cola. Tænk hvis vi ikke kan betale, det ville være pinligt.
Tiden går…… Hvor bliver Johnny af?
Tjeneren kommer igen og spørger om der skal bestilles mad, men det er nok bedst lige at vente og se om Johnny kommer tilbage med kontanter.
Efter en rum tid dukker han op med mønt på lommen, nu med et stort kendskab til byens vejnet.
Vi får bestilt nogle lækre pizzaer og nyder bare livet. Herefter går det direkte hjem til Danmark.
