Baltikum 2026, Afsnit 3

Vi bliver hængende i det nordlige Estland og kører over til Valaste vandfaldet. Det er det højeste vandfald i Estland og ligger helt ud til havet.

Ca 30 meter er det. Om vinteren kan det fryse helt til is, og skulle være meget smukt og spektakulært at se på.
Så længe kan vi dog ikke blive og vente.

Vi har læst os til at der er en spøgelseby. Forhåbentlig ikke i bogstavelig forstand.

Viivikonna er en forladt mineby for olieholdig skifersand, der i sin storhedstid rummede flere tusinde indbyggere.
Der var det hele, skole, sygehus, administrationsbygninger og huse. Da minen blev nedlag, tog folk alt af værdi fra husene, og brugte det til at skabe sig en ny tilværelse andetsteds. Byen blev ganske enkelt ribbet og forladt.

Resterne idag består en masse tomme ruiner.
Tilbage i den forladte by er ca 50 indbyggere med yderst minimal økonomi.

Punktvis er man ved at blive rive ruiner ned og vil med tiden bygge nye villakvarterer.

Vi går rundt i byen. Det er ikke hver dag at man støder på en forladt by. Det er ret specielt. Vi møder ingen spøgelser og heldigvis for det. Det er nemlig helt umuligt at blive hvid i hovedet af skræk. Det er så lummervarmt af vi går og koger og har røde kinder.

Nu vi er igang med forladte bygninger og sørøver historier, tager vi også over til en ubådsbase fra den kolde krig.

Her blev flådeskibe og ubåde klargjort til tjeneste i fjentligt farvand. Kompas og anden navigation kalibreret, varmeudstråling minimeret og skjult, eventuel radioaktiv stråling minimeres. Skrogene blev til sidst af-magnetiseret, med et større anlæg som lå undervands i bugten. Det gjorde dem mere vanskelige at opspore og havde mindre risiko for at udløse eventuelle ældre magnetminer på havbunden. Det er interessant at gå i de gamle ruiner og se de ophængte billeder, så kan fantasien køre derudaf og forestille sig, hvordan der har været engang.

Lokationen var ganske velvalgt, så godt som ingen chance for hverken udenlandske eller lokale personer, kunne ved tilfældighed vandre for tæt på og se følsomme detaljer, om hvordan skibene blev præpereret. Det ville kræve stor stædighed og usædvanlige talegaver, at vandre så mange kilometer gennem skoven. Samtidig forklare på en troværdig måde, til adskillige patruljer, at man altid har haft en livsdrøm om at se Østersøen, tilfældigvis ret tæt på Moder Rusland.

Som den sidste handling i Estland, kører vi mod Tallin, for at finde selveste arnestedet for dansk selvforståelse. Under Kong Valdemar Sejrs korstog, svævede Dannebrog ned fra himlen, præcist 15. Juni 1219.

Siden da har vi haft det røde flag, med skinnende hvidt kors. Dette er vores stolthed i destileret form og verdens ældste national flag.

Som vi stod der ved flagstedet, fandt vi, at vi var flere danskere som var søgt netop derhen.